Forlagets presentasjon:

Gode formål - Gale følger?
Kritisk lys på norsk innvandringspolitikk.

Cappelen Akademisk forlag 2003

Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk (red.)
 
 

Sammendrag

Denne antologien består av fjorten artikler, skrevet av praktikere og akademikere som har arbeidet innenfor eller forsket på områder knyttet til innvandring. Målet med boka er å oppfordre til en fordomsfri og nyansert debatt om norsk innvandringspolitikk, og bidra til en større åpenhet også om de mindre behagelige sidene av innvandringen.

For forfatterne av denne antologien er det selvinnlysende at Norge må kunne være et generøst tilfluktssted for folk som må forlate sine hjemland for å berge liv og frihet. De fleste av oss har godt av å samhandle med folk som er oppvokst under helt andre forhold. Men samtidig er det viktig å ta vare på og formidle verdier i vårt eget samfunn, som mindre sosial ulikhet, kriminalitet og fattigdom enn i mange andre land. I mange innvandringsspørsmål står ofte politikere, forskere og "folk flest" langt fra hverandre, og konkurransen om å ha de mest politisk korrekte meningene kan til tider bli et mål i seg selv. Da blir folkelig skepsis ofte sett som uttrykk for rasisme, eller - i beste fall - fremmedfrykt. Men moralisme er ikke det samme som klokskap, og gode hensikter gir ikke alltid gode resultater. I denne boka prøver forfatterne bl.a. å forklare hvorfor, og hva vi kan gjøre.
 
 
 
 

Omtaler:

"En viktig boknyhet",

Nettavisen "Norskkultur.net" (red. Bjarne Moe) 10.04.03

GODE FORMÅL - GALE FØLGER? Kritisk lys på norsk innvandringspolitikk. Cappelen akademisk forlag, Oslo 2003. 211 s. kr. 295.

På bokomslaget til denne antologien sies det at målet har vært å oppfordre til en fordomsfri og nyansert debatt om norsk innvandringspolitikk og å bidra til en større åpenhet også om de ubehagelige sidene ved innvandringen. Antologien, som er redigert av sosiologiprofessorene Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk, består av fjorten artikler fordelt på fire bolker: Arbeid. Integrering. Kriminalitet. Media.

I første del gir journalist Hege Storhaug en historisk rekapitulering av hvordan det gikk til at Norge skulle bli det store innvandrerlandet for pakistanere. "Fra turistvisum til ekteskapsvisum" har hun kalt sin artikkel, en tittel som både henspiller på norsk naivitet og på en del innvandreres planmessige misbrukbruk av denne naiviteten for å øke andelen av egne befolkningsgrupper i det norske samfunn. Den norske unnfallenheten har vært begrunnet i en humanistisk sinnelagsetikk, noe som gjør det ekstra grotesk at denne etikken i praksis har ført til en passiv akseptering av patriarkalsk undertrykkelse av kvinner og barn innad i de orientalske miljøene.

I tillegg til det humanistiske argument har mange begrunnet den store innvandringen med at det er lønnsomt for Norge å ta imot arbeidskraftimport - uten å behøve å gjøre noe med en sviktende fødselsrater blant norske og vestlige kvinner. Økonomiprofessor Tore Thonstad viser i sin artikkel, "Oversette sider ved arbeids-kraftimport", at det er mange offentlige uttellinger som er utelatt i slike beregninger. Han argumenterer for at innvandrerne ikke kan regnes som et netto tilskudd til bedring av balansen i arbeids-markedet, da de i likhet med resten av befolkningen vil etterspørre varer og tjenester fra det private og fra det offentlige. Han kunne her ha føyd til at innvandrerne som helhet etterspør betydelig flere offentlige ytelser enn resten av befolkningen. (På presentasjonsmøtet 10. mars ble det opplyst at antologien manglet et bidrag fra helsevesenet; de forespurte har ikke våget å skrive offentlig om det de vet om misforholdet)

I en neste artikkel går sosiologiprofessor Ottar Brox hardt i rette med de som har argumentert for import av billig arbeidskraft som et dobbeltmoralsk foretakende: for å hjelpe arbeidsløse folk i fattige land og som et bidrag til å gi norsk næringsliv mer og billig arbeidskraft. Han påviser at effekten av denne politikken har vært at vi er i ferd med å utvikle en underklasse av lavtlønte fargete i dette land. Når den politiske venstresiden ikke har sett dette, sier det noe om dobbeltspill og ideologisk forblinding i sentrale miljøer.

Den fjerde artikkelen i første bolk er skrevet av forfatter og universitetsbibliotekar Bredo Berntsen. Han har kalt sitt bidrag "Enken av Seraptas krukke - eller økologiske rammer for menneskelig tilpasning". Han tar utgangspunkt i FN-data om menneskenes økologiske mistilpasning på denne jord, og hvordan denne mistilpasningen har sammenheng både med overforbruk pr. individ i visse deler av verden og med en alt for stor befolknings-vekst i andre deler av verden (Vest-Asia og Afrika). Heller ikke Norge er en Seraptas krukke, der politikere og andre bare kan ta imot innvandrere med hjertelagets moral, fordi vi midlertidig har en god oljeøkonomi. Berntsen viser i denne forbindelse til den danske filosofen Kai Sørlander og hans kritiske gjennomgang av grunnlaget for menneskerettighetene.

I annen bolk spør rektor Anders Slaatsveen: "Hvem hindrer integreringen?" Etter mange års erfaring med innvandrerfamilier gir Slaatsveen et klart svar: Det er maktmennesker i innvandrer-miljøene som ikke vil integrering. Deres politikk er blitt godt støttet av det han kaller en uhellig norsk allianse mellom borgerlige liberalister på høyresiden og romantikere på venstresiden. Den norske moraleliten har fungert som et ideologisk politi rettet mot alle som har villet korrigere den gjengse oppfatningen om at det er vanlige folks fordommer og aktivistiske nynazister som har stått i veien for integreringen.

Lærer ved Rosenhof Voksenopplæringssenter Olaf Halvorsen følger opp i artikkelen "Nordmenn er så dumme"; et uttrykk som henspiller på et tilrop fra innvandrere i klassen, da en norsk lærer ble oppbrakt over å ha oppdaget forfalskede fødselsattester hos en elev. Halvorsen gir mange levende eksempler på at innvandrer-elever, eller deres foreldre, vil dyrke sin egen religion og kultur og skjermes mest mulig fra norsk kulturpåvirkning. Tilbudet om språkopplæring er i Norge et av de beste i Europa. Det er tilførselen av analfabeter og ressursvake lavklassefamilier, kombinert med stadige giftermål fra hjemlandet og en misforstått norsk snillisme, som gjør integreringen så vanskelig.

Den norske ettergivenheten overfor krav fra innvandrer-organisasjonene har bidratt til at mange innvandrermiljøer har kunnet opprettholde egne normer og atferdsmønstre, ofte på kant med loven. En følge av dette er at hele grupper av innvandrere blir møtt med skepsis fra det norske samfunnet. Sosiologen Anila Nauni forteller i artikkelen "Kosovoalbanernes selvbilde" at dette gjør integreringen ekstra vanskelig også for de som vil tilpasse seg til norske lover og et norsk levesett. Kriminaliteten er et bekymringsfullt tema både for den kosovoalbanske minoriteten og for storsamfunnet, skriver hun.

Bolk tre handler om kriminalitet. Politimaster Ole Petter Parnemann, med tidligere ansvar for utlendingskontrollen ved Asker og Bærum politidistrikt, forteller hvordan organiserte menneskesmuglere omgår det norske lovverket. Han gir mange tall. Av de nesten 15 000 ankomne asylsøkere til Norge i 2001, kom 12 000 uten identitetspapirer. Dette særnorske fenomenet forklares med at søkerne er instruert av medhjelper/smugler/agent om å ødelegge dokumentene eller returnere dem til medhjelperen, før man melder seg for politiet. Under en aksjon ved grense-passering fra Sverige, ble det avdekket at 57 % hadde reise-dokumenter på tidspunktet for grensepassering. Parnemann er kritisk til lovendringen i 2000 som førte til UDI overtok de førsteintervjuer som tidligere ble utført av spesialtrenede sivile politietterforskere. I 2001 behandlet UDI 13 304 asylsøknader, hvorav 292 ble innvilget asyl - samtidig som 4036 ble gitt opphold på humanitært grunnlag.

Deretter følger en omstendelig artikkel , skrevet av høgskole-lektor ved Politihøgskolen Pål Frogner, om "Innvandrere og den registrerte kriminalitet". Frogner viser at det kan være mange feilkilder i kriminalstatistikken, både på grunn av registrerings-variasjon og forskjellige definisjoner av kriminalitet. Likevel er det ikke mulig å bortforklare en del tydelige forskjeller mellom ulike kategorier av innvandrere. Mens innvandrere fra Asia, Afrika og Sør-Amerika har en kriminalitetsfrekvens på 33 siktede pr. 1000, er den for innvandrere fra Øst-Europa 26 pr. 1000. Innvandrere fra Norden har en kriminalitetsfrekvens som er lik totalbefolkningen, på 17 pr. 1000. Vesteuropeere oppviser en lavere frekvens med 14 pr. 1000, mens innvandrere fra Nord-Amerika og Stillehavsområdet er representert med 7 siktede pr. 1000.

Grunnene til den høye kriminaliteten blant innvandrere fra fjernere kulturer kan være flere. Sosialantropolog Inger-Lise Lien trekker i artikkelen "Gjenger - et innvandrerproblem?" fram noe av den dynamikken som leder til gjengdannelser, med egne normer på siden av storsamfunnets. Ungdom som ikke finner aksept og tydelige for bilder i det norske samfunnet, samtidig som de ikke finner seg til rette i de innvandrerghettoene som det norske samfunnet indirekte har støttet, kan trekke seg tilbake og danner sine egne submiljøer. Her kan ære, knyttet til vold, ofte bli et gjennomgående ideal.

Siste bolk handler om mediene, eller rettere om de koder og som massemediene har holdt for å være politisk korrekte i fortolkning av innvandringen. Cand. mag. Sten Morten Henningsmoen skriver om "Multikulturalistisk retorikk i norsk innvandrings-debatt". Her tar han opp det flertydige innholdet i honørordet det flerkulturelle samfunn. Dessuten viser han til at det kan bli vanskelig å få et moderne samfunn til å henge sammen uten de felles kulturelle rammer som er viktige for fellesskapsfølelse og lojalitet. Han kommer også inn på nødvendigheten av en forståelse av de historiske og strukturelle forutsetninger for demokratiske samfunn.

I artikkelen "Den antinasjonale myte" imøtegår sosiologiprofessor Sigurd Skirbekk en populær fortelling på mediehold om en nær forbindelse mellom et restriktivt innvandrersyn, fremmedfrykt, nasjonalisme, rasisme, nazisme og folkemord. Denne koblingen har karakter av en mytisk fortelling og bygger på assosiasjoner heller enn på analyse. En motstående myte kan dekke like interessante deler av virkeligheten. Han påpeker også at forskjellige anti-bevegelser, som todeler den sosiale virkelighet mellom de onde og de som er mot de onde, er lite egnet til dialoger og til en utvidet forståelse. Den antinasjonale myte tildekker flere selvmotsigelser, eller paradokser, for de som ensidig orienterer seg i forhold til denne myten.

I en neste artikkel, kalt "Forbuden frykt" gir han eksempler på at frykt kan være både fornuftig og anbefalelsesverdig, forutsatt at vi gir frykten en sjanse gjennom rasjonell analyse. Han viser at mye som gir seg ut for å være basert på altruistisk omsorg for de svakeste blant oss, kan være bundet opp i egeninteresser for en bestemte livsform. Denne livsformen har ført til et forfall av både moral, familiedannelse og fødselstall. Muslimer som ikke vil at deres barn skal bli for sterkt preget av en dekadent vestlig kultur, kan i denne forbindelse framstå som den sterkeste part i konkurransen mellom sivilisasjonene. Demografi og kulturell påholdenhet kan rett og slett gjøre muslimene til historiske vinner, og de vet det. Den gang det liberale samfunn ble konfrontert med en nazistisk utfordret, klarte vi å transformere frykten til noe positivt, en innsikt i at moderne, differensierte samfunn trenger disiplin og overindividuelle idealer for å klare seg. Selv om samfunn basert på disiplin kunne vinne over samfunn som ensidig dyrket friheten, kunne samfunn som både dyrket frihet og disiplin vise seg som de mest overlegne. Frykten for Islam har ikke ført til et tilsvarende moralsk selvoppgjør i de vestlige samfunn.

Sosiologiprofessor Tore Lindbekk avslutter samlingen med artikkelen "Hva må gjøres?" Lindbekk tar her til orde for en forenkling og en større forutsigelighet i regelverket med sikte på å redusere innvandringsstrømmen. Han tar til orde for å videreføre bestemmelsen om innvandringsstopp, ikke bare fordi Norge allerede har et innvandrertall som er rekordstort, men også fordi et ja til arbeidsinnvandring bare unntaksvis vil bøte på den mangelen på arbeidskraft som vi har i deler av det norske systemet. Politi og overvåkingsmyndigheter må få anledning til å trappe opp sin virksomhet. Dessuten må vi innse at det er grenser for hvor mye "flerkultur" et samfunn kan tåle. Toleransen overfor andre kulturer må underordnes forpliktelsene overfor den norske nasjonalstaten. Vi må ikke underslå at det forekommer mye intoleranse og overgrep innad i forskjellige innvandrermiljøer. Han avslutter med det samme krav som de andre bidragsyterne også gitt uttrykk for, et krav om større åpenhet i media og offentlige organer om problemene med innvandringen.

Alt i alt er dette en artikkelsamling med mange problemstillinger og analyser som i lenge har vært fortiet i den norske innvandringsdebatten. Alle som vil være meningsberettiget og ha en oppdatert kjennskap til denne debatten, bør skaffe seg GODE FORMÅL - GALE FØLGER? Kritisk lys på norsk innvandringspolitikk.
 
 
 
 

"Skarp kritikk av norsk innvandringspolitikk i ny bok"

Av Halvor Tjønn, Aftenposten 15.03.03

Fører en velment norsk innvandringspolitikk til nye, alvorlige konflikter i det norske samfunn? Forfatterne av debattboken "Gode formål - gale følger" mener dette spørsmålet må stilles.

_ Denne boken retter seg mot en innvandringspolitikk som på lengre sikt kan få alvorlige følger for det norsk samfunn, sa professor Sigurd Skirbekk da han presenterte en bredt anlagt debattbok om norsk innvandringspolitikk.

Boken "Gode formål, gale følger" er redigert av Ottar Brox, Sigurd Skirbekk og Tore Lindbekk. Med seg har de et titalls medforfattere som har beskjeftiget seg med norsk innvandringspolitikk gjennom lang tid. I fire bolker, nemlig arbeid, integrering, kriminalitet og medier, tar boken for seg hvilke konsekvenser innvandringen har hatt og kan få for det norske samfunn.
 
 

"Nødvendig utblåsning"

Av Hanne Skartveit, VG 18.03.03

Det er ikke riktig at det bare er nordmenn som er fordomsfulle, og at det bare er innvandrere som er ofre for fordommer.

I boka "Gode formål - gale følger" tas det et oppgjør med norsk innvandringspolitikk - og med hele norske debatten om integrering og innvandring. […]

heldigvis har det skjedd mye i innvandringsdebatten de siste årene. En bok som denne ville skapt ramaskrik for noen år siden. Mange vil sikkert finne noen av innleggene provoserende. Det er bra. Det er slik debatten kan gå videre.
 
 

"Tvangsekteskap er valdtekt"
Ottar Fyllingsnes, Dag og Tid 15. 03.03

"Valdtekt, konformitet, svekking av demokratiet og dårlege løner er resultat av den norske innvandringspolitikken. Det hevdar i alle fall forfattarane av den nye boka Gode formål - gale følger. Der rettar ei rekkje personar eit kritisk lys på norsk innvandringspolitikk. Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk har vore redaktørar av boka, og i alt 13 personar tek for seg ulike sider ved innvandringsdebatten. Ønsket er å medverka til ein meir open diskusjon av dei ubehagelege sidene ved innvandringa.
 
 
 
 

"Avviser flerkulturelt Norge"

Av Jon Hustad og Bjørgulf Braanen, Klassekampen 14. 03.03

Cappelen Akademisk Forlag lanserte i går boka ´Gode formål — gale følgerª, et kritisk lys på norsk innvandringspolitikk. Hege Storhaug, Sigurd Skirbekk, Ottar Brox, Olaf B. Halvorsen og Anders Slaatsveen er blant bidragsyterne som utfordrer store deler av den offentlige diskusjonen om innvandrerspørsmål.

— Det norske innvandringsspørsmålet har blitt gjort uløselig gjennom måten vi snakker om det på. Det har vært en konkurranse på begge sider om å være henholdsvis mest innvandrervennlig og -fiendtlig, sier Ottar Brox. På venstresida mener han det har rådet ´en absolutt bevisstløshetª om disse spørsmålene.

Flere av forfatterne er sterke tilhengere av å styrke integrasjonen av innvandrere i det norske samfunnet og kritiserer ambisjonen om at Norge skal være et flerkulturelt samfunn.

— Vi vil da ikke ha et flerkulturelt samfunn, slår Hege Storhaug fast med henvisning til kvinneundertrykkende kulturer som finnes i innvandrermiljøer.

Den skarpeste kritikeren av den norske innvandringsdebatten i boka er likevel Olaf B. Halvorsen som har over 22 års erfaring med undervisning for innvandrere. Han arbeider ved Rosenhof voksenopplæringssenter for innvandrere i Oslo.

— Vi har sammen med Danmark og Sverige det beste opplæringssystemet i verden. Det er urimelig å hevde at integreringsproblemene skyldes dårlig norskopplæring, sier Halvorsen.

Halvorsen mener den offentlige debatten i for stor grad har dreid seg om å påpeke rasistiske og sjåvinistiske holdninger blant nordmenn.

— Det finnes diskriminerende og rasistiske holdninger også på den andre siden, både religiøs og kulturell sjåvinisme og udemokratiske holdninger. Kvinner og ungdom blir holdt utenfor det norske demokratiet. Vi må derfor stille oss bak dem som slåss mot føydale og reaksjonære strømninger i disse miljøene, hevder Olaf B. Halvorsen. Han mener det har vært sterke føringer som har vanskeliggjort en åpen debatt om disse spørsmålene.

- Det er noen i denne debatten som har fått være ordstyrere. Jeg kaller dem politiske korrekturleserne som deler ut røde og gule kort. Disse har spredd en redsel for å si noe av frykt for å si noe galt. Vi har altfor lenge latt dem få styre debatten, slår Halvorsen fast.
 
 
 
 

"Et angrep på det flerkulturelle Norge"

Ny Tid 14.03.03 (Halvor Finess Trevoll/Anders Horn)

Boka "Gode formål - gale følger?" som ble presentert på en pressekonferanse i Oslo Torsdag, ser ved første øyekast ut til å være en vilkårlig akademisk antologi hvor det sosiologiske faget er overrepresentert. I virkeligheten er boka et manifest og en ideologisk brannfakkel, skrevet av Norges mest kontroversielle innvandringsdebattanter gjennom flere tiår.

Boka er et ideologisk manifest. Det blir klart allerede i forordet hvor redaktørene Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk skriver: "Ideen til denne artikkelsamlingen har sprunget ut av et tverrfaglig og upolitisk forum der teoretikere og praktikere gjennom lengre tid har møttes på en Oslorestaurant en gang i måneden. Det er altså en felles frustrasjon som har bygget seg opp over lengre tid hvor kontroversielle aktører i innvandringsdebatten som Hege Storhaug. Inger-Lise Lien, Sigurd Skirbekk og Ottar Brox har vært innom og drøftet rikets ustabile tilstand. [..]

Skirbekks artikkel "Forbuden frykt" er et forsvar for fremmedfrykten. Fremmedfrykt er nødvendig i disse dager, mener sosiologen: "Fremmede kulturimpulser kan også være destruktive og bidra til å ødelegge balansen i etablerte kulturmønstre". Teksten er noe av det snedigste som er skrevet om forholdet mellom Norge og andre kulturer, i og utenfor landet, på lang tid.
 
 

Ytring: "Ny Tid som brønnpisser"

Av Ottar Brox, Ny Tid 21.03.03

Mange av oss menige medlemmer i SV har ofte lurt på hvorfor vi holder liv i Ny Tid. Denne avisa, som det vel stort sett er medlemmer som leser, er ikke i stand til å engasjere ledelsen i debatt med medlemmene. Jeg veit hva jeg snakker om, fordi jeg lot meg lure til å fungere som fast spaltist for noen år siden, og gjorde mange forgjeves forsøk på å ta opp spørsmål som det var ulike meninger om i partiet. Det var ikke mulig å få partilederne til å forsvare og forklare sin politikk for oss som stemmer på dem. Men jeg måtte jo tro på redaktøren når jeg ble fortalt at det var umulig å få respons i partitoppen.

I nr. 11 er det imidlertid innslag som kan tyde på at redaksjonen er sterkt og aktivt engasjert i arbeidet med å legge debatten død, eller sørge for at den degenererer til tabloidnivå. Jeg har vært med på å skrive ei kritisk bok om norsk innvandringspolitikk, støttet av Fritt Ord, og opplever å få et seriøst arbeid for å få viktige temaer på dagsorden baktalt og forvrengt i min egen partiavis. Ny Tid bekrefter litt for godt en viktig påstand i flere av artiklene: At venstresida har skylda for at viktige spørsmål ikke blir diskutert, fordi en kan få sitt gode navn og rykte ødelagt om en ikke deltar i Norgesmesterskapet i verbal menneskekjærlighet.

Forfatterne av Gode formål — gale følger? har bare ett mål felles: At innvandrerne, eller i alle fall deres barn, skal få det godt i Norge. Ellers er vi uenige om det meste. Men Ny Tid framstiller boka slik at vi deltar i et felles "brunt", altså fascistisk prosjekt, "et stygt angrep på det flerkulturelle Norge", ved hjelp av en sitatkunst som avisen må ha lært av Djevelen. I stedet for å tolke enkeltsetninger slik at vi vil "stanse innvandringen", kunne avisen ha sitert dette avsnittet fra vår felles innledning: "For redaksjonen er det selvinnlysende at Norge må kunne være et generøst tilfluktssted for folk som må forlate sine hjemland for å berge liv og frihet" (s.10).

Andre aviser, fra Aftenposten til Klassekampen, har vært i stand til å lese boka gjennom andre briller, og det tror jeg ærlig talt at mange Ny Tid-lesere også vil være i stand til.
 
 
 
 

Kva gjer vi dersom Hagen har rett?

Innblikk ved redaktør i Bergens Tidende 16. april 2003
 

Er vi eit naivt og litt dumsnilt folk som i misforstått humanisme importerer utlendingar i eit omfang som kjem til å bli til å gjera stor skade på det norske samfunnet? Spørsmålet kunne vore stilt av Carl I. Hagen, men det er ikkje han som spør denne gongen. Det er tvert om ei problemstilling som blir inngåande drøfta i boka «Gode formål - gale følger», og svaret er at ja, det kan godt henda. Norsk flyktning- og asylpolitikk har vore basert meir på «den gode viljen» enn på grundig kunnskap om korleis konsekvensane for det norske samfunnet ville bli. Eller som Hege Storhaug - med stor innsikt i problemet - skriv: «I samtaler med byråkrater og politikere både lokalt i Oslo og nasjonalt framkommer det at mange kjenner til

menneskehandelen som pågår med ungdom i Norge. Men de vegrer seg for å gripe fatt i problematikken. De frykter sterke motkrefters reaksjoner. De frykter å bli stemplet av den organiserte antirasistiske bevegelsen og den venstreintellektuelle eliten med politisk og menneskelig degraderende etiketter. Og de er redde for å gi Frp gevinster ved «en strammere innvandringspolitikk». Et paradoksalt resultat er at de dermed tviholder på et regelverk som er mer opptatt av «Abdullahs» rett til å flytte til Noreg enn «Aishas» rett som norsk statsborger til ikke å bli frarøvet menneskeverdet og utsatt for overgrep.»[..]
 

Norsk flyktning- og asylpolitikk har halde dørene på glytt, og i 2001 var det 15.000 asylsøkjarar som banka på. 37 prosent fekk sleppa inn. Statistisk Sentralbyrå har rekna ut at ved tusenårsskiftet budde det i Noreg 310.704 personar med to utanlandske foreldre. Ein annan reknemåte fortel oss at 526.140 personar i Noreg har ein eller annan bakgrunn frå utlandet.[..]
 

Dei som representerer problemet er til dømes dei muslimane som - sterke i trua og lojale mot kulturbakgrunnen - lever eit liv som kolliderer med viktige norske verdiar som folkestyre, individuell fridom, likeverd, trusfridom, toleranse og ytringsfridom. Mange av dei har aldri hatt ein tanke om å bli ein integrert del av ein norsk kultur dei gjerne oppfattar som dekadent. Skal den liberale norske kulturen vera tolerant inntil det sjølvutslettande, eller skal vi seia at høyr her - skal de leva i det norske samfunnet, så får det bli ein del av det og kjenna lojalitet til det norske fellesskapet. Vi kan ikkje tillata at det norske samfunnet, i utgangspunktet nokså harmonisk, blir segregert og smuldrar opp i ei rekkje småsamfunn som berre kjenner lojalitet til sine eigne religiøse grupperingar eller kulturelle opphav.
 

Dette er naturlegvis eit særs omstridd standpunkt, ikkje minst fordi det let som om det kjem ut or munnen på Carl I. Hagen. Eg mistenkjer ikkje at Hagens standpunkt byggjer på djup innsikt i problemet. Han er først og fremst ein verhane av det slaget som først ser kva veg folket spring og deretter spring etter og vil ta føringa. Men jamvel blind høne kan finna korn, og skulle så det faktum at vi kunne hamna på lag med Hagen forhindra oss i å innta eit nytt standpunkt dersom det er rett? Det er folk med større innsikt i problematikken enn eg som no har kome «i tvende sind» og vel så det. Dei ser innvandringa som eit trugsmål mot dei demokratiske verdiane vi har kjempa fram og som vi ser som umistelege. Det nye er at desse menneska vågar å gå offentleg ut med dette synet. […]
 

Æresdrap er ein del av kulturen i visse land. Dersom ei ungjente «skjemmer seg ut», ventar klanen at faren tek affære. Utgangen kan, som i Fadima-saka i Sverige, bli drap. Slikt vil vi ikkje vita av i Norden. Det hender at norske fedrar tek livet av kona si eller eit anna familiemedlem. Men det skjer sjeldan til applaus.
Meiner vi med dette å seia at vår norske kultur er den pakistanske og somaliske overlegen? Ja, vi meiner vel det, endå så storaktig det kan høyrast ut. Men det lyder kanskje, slik Hege Storhaug påviser, litt betre dersom vi spør slik: Meiner vi at norsk kultur anno 2000 er betre enn norsk kultur anno 1500? Då gir svaret seg sjølv.
 

Sosiologen Tore Lindbekk seier det slik: «Her må det fastslås prinsipper om at toleransekravet overfor andre kulturer skal være underordnet verdiene om individets verdighet og hans/hennes plikter overfor den norske nasjonalstaten. Disse prinsipper ligger til grunn både for vår demokratiske samfunnsorden og for vedlikeholdet av den moderne nasjonalstaten som garantist for rettsforhold, likebehandling og materiell trygghet. De representerer sivilisatoriske framskritt som ikkje må oppgis, uansett hva slags alternative kulturer som melder seg på norsk jord, og disses (og enkelte norske «ekspert»-gruppers) insistering på alle kulturers likeverd.»
 

Om framandfrykt skriv professor Sigurd Skirbekk at muslimske valdsmenn og fundamentalistar er ille nok, men kanskje handlar det om å sjå islam som ei sivilatorisk utfordring? Det er ikkje godt å sei, men spørsmålet fortel oss at innvandringsdebatten heretter vil bli tøffare. Kanskje kan han også bli meir nyansert?
 
 
 
 

"Gode formål - Gale følger?" Konstruktivt innspill i innvandringsdebatten eller bare snacks for innvandringsmotstandere?
( Det Nye Oslo. Flyktning- og innvandringsetaten - Oslo kommune. Nr. 1 2003)
Av Gro Bogen Nilsen
 

Med boka "Gode formål - Gale følger?", lansert av Cappelen Akademisk forlag 13. mars, tar artikkelforfatterne til orde for en bredere innvandringsdebatt; en debatt hvor ikke bare politisk korrekte perspektiver får plass. Ifølge bidragsyterne er det på høy tid at en rekke tabuer brytes i norsk innvandringsdebatt for å få et mer realistisk bilde av hvilke utfordringer man står overfor. […]
 

"Gode formål - Gale følger?" spenner over store og kompliserte spørsmål mange vil nok oppfatte synspunktene i boka som både kontroversielle og langt fra moralsk entydige, men det har også vært forfatternes hensikt. Om boka også vil kunne bli et konstruktivt innsapill i innvandringsdebatten - og ikke bare brukt av samfunnskrefter som ønsker en mindre innvandringsvennlig politikk - gjenstår ennå å se.
 
 
 
 
 
 

Ny innvandringskritisk bok
 

Anmeldt av Bård Hermansen, Fremskritt nr. 7 2003
 

Nylig har det kommet ut en bok på Cappelen forlag, "Gode formal - gale følger? Kritisk lys på norsk innvandringspolitikk".
 

Boken inneholder en rekke artikler som er skrevet av personer som på ulike måter er knyttet til innvandringsproblematikken. Felles for forfatterne er at de ønsker en åpen og fordomsfri innvandringsdebatt, og at det må bli slutt på at problemstillinger knyttet til det flerkulturelle fellesskapet blir feid under teppet.
 

Artikkelsamlingen starter med et kapittel fra Hege Storhaug. Storhaugs artikkel er meget avslørende og avkler totalt myten om at pakistanerne som kom hit på 1970-tallet kom hit som følge av at det norske samfunnet ønsket å importere disse for å gjøre drittjobber som nordmennene ikke ville ta.
 

Et annet interessant kapittel er artikkelen til Olaf Halvorsen, "Nordmenn er så dumme". Halvorsen er morsmålslærer for innvandrere, og har gjennom en årrekke jobbet innnenfor dette feltet. Gjenom sin artikkel viser han at svært mange av de fremmedkulturelle innvandrerne, og muslimene spesielt, overhodet ikke er interessert i å lære seg norsk, og langt mindre delta aktivt i det norske samfunnet. Det er innvandrernes motivasjon og vilje til å lære det norske språk som er problemet, og ikke at opplæringssystemet er for dårlig. Tallenes klare tale viser at kun i overkant av 15 prosent fullfører norskkursene og avlegger den avsluttende språkprøven.
 

Et annet høydepunkt i boken er de to kapitlene til professor Sigurd Skirbekk. I første kapittel tar han opp en myte som er vanlig blant invandringsliberalistene, og dessverre også nærmest allment akseptert, nemlig fortellingen om sammenhengen mellom innvandringsmotstand - fremmedfrykt - nasjonalisme - rasisme - nazisme - og folkemord. Mange av disse beskrivelsene blir brukt nærmest synonymt om hverandre, og dersom man er kritisk til en liberal innvandringspolitikk og dens følger, er det mange som har opplevd å bli stemplet og stigmatisert på det groveste. For hvem er det egentlig som ønsker å bli uthengt som nazist og rasist?
 

Skirbekk tar også opp den forbudte fremmedfrykten, og spør om ikke denne frykten i mange henseender er rasjonell og velbegrunnet.
 

I tillegg inneholder boken en rekke andre skarpe og utfordrende artikler, og bør absolutt danne grunnlag for en langt mer aktiv og grundig debatt omkring masseinnvandringen til Norge. Vi får heller unnskylde forlaget for at de har kuttet litt for mye her og der, og ikke tatt med de sterkeste og mest kraftfulle angrepene på en liberal innvandringspolitikk. Det kreves tross alt en del mot å gi ut en slik bok i det politisk korrekte Norge anno 2003, og det er å håpe at denne boken er starten på en mer åpen og fordomsfri innvandringsdebatt der man virkelig ser på følgene av en liberal innvandringspolitikk, og ikke lar seg blende av myter og gode formål.
 
 
 
 
 
 

Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk (red.): GODE FORMÅL - GALE FØLGER
Af HENRIK GADE JENSEN, Jyllandsposten 7. juli 2003
 

Norske universitetsfolk tør nu diskutere indvandring kritisk i offentlighed. Inden længe vil Norge blive sagsøgt af indvandrerkvinder med krav om erstatning, fordi deres menneskerettigheder er krænket af den norske stat.
Det spår den norske menneskerettighedsforkæmper Hege Storhaug. For unge indvandrerpiger får ingen beskyttelse af den norske stat, når familien presser dem til at gifte sig med en fra hjemlandet. Norge er med til at krænke de unge pigers mest fundamentale ret, nemlig retten til eget liv. »Mine forældre arrangerede ikke mit ægteskab, men min voldtægt«, sagde en pakistansk pige, der som 16-årig blev bortgiftet i hjemlandet.
 

Ordene står at læse i en ny bog om norsk indvandrerpolitik: »Gode formål, gale følger«, som har skabt debat i Norge. Bogen er original mere ved sine analyser end gennem nye fakta.
For bogen gør helt op med forestillingen om den humane indvandrerpolitik. Målt på sine konsekvenser bærer den mange og unødvendige ofre. De fine idealer dækker ofte over ødelagte menneskeskæbner.

Sammenføring
Norsk indvandrerpolitik præges ifølge Storhaug af et »misforstået forsøg på at være human«. Praksis er at norske piger tvinges til at gifte sig med mænd, de ikke kender og aldrig frit ville vælge. En grov krænkelse af FN´s menneskerettighedserklærings artikel 16: "Ægteskab må kun indgås efter frit og fuldt samtykke af de vordende ægtefæller". Norske politikere er »mere optaget af Abdullas ret til at flytte til Norge end Aishas ret som norsk statsborger til at ikke at blive frarøvet sit menneskeværd og udsat for overgreb«.
Miseren skyldes, ifølge Hege Storhaug, fordommene om »den hvide mands skyld« fra kolonitid og korstoge. »Min gnavende uro handler om, at vi vanskeligt kan få en ligeværdig debat og en fornuftig og humanistisk politik, så længe der spilles på et endimensionalt og fejlagtigt billede af "den hvide mand", som potentiel undertrykker og den "sorte mand" som et potentielt offer."
 

Professor Ottar Brox diskuterer påstanden om behovet for import af arbejdskraft. At tillade indvandring betyder ifølge Brox, at Norges egen underklasse eller lavtlønnede fastholdes på bunden af samfundspyramiden. Ved en international socialistisk konference, hvor Ottar Brox skulle tale om højrepopulisme i Norge, som han ikke sympatiserer med, undrede Brox sig over, at det blev gjort til "statslig racisme", når politikere modsatte sig fri indvandring af arbejdskraft. Men på tomandshånd kunne socialisternes ledere godt se det katastrofale for arbejderklassens interesser i udviklingen, beretter Brox, der undrer sig over, at det er progressivt på venstrefløjen, at føre en politik der øger klasseforskellene.Hjemlige vaner
 

Hvem hindrer integreringen, spørger Anders Slaatsveen. Et politisk ukorrekt spørgsmål. Ifølge Slaatsveen er der magtmennesker i indvandrermiljøerne, der ikke vil integreres. De gør alt for at videreføre magthierarkier fra hjemlandet, hvilket møder støtte fra norske myndigheder, fordi statsfilosofien stadig går ud på, at indvandrerne er stakler og forfulgte ofre. »Jo mere etniske nordmænd snakker om tolerance for andre kulturer, des større bliver tvangen ind ad i disse kulturer«. Det indre konformitetspres i indvandrermiljøet er det store problem. Indvandrernes "stærke familiefølelser" romantiseres i stedet for at afsløres som magt og patriarkalske strukturer.
 

"Forbuden frygt" kalder professor Sigurd Skirbekk kriminaliseringen af frygten for det fremmede. Skirbekk er sociolog og ser det funktionelt: »Uden frygt ville vore forfædre ikke have overlevet... frygt er en reaktionsmåde på at noget kan være farligt«. Og når vi oplever frygt, må vi som udgangspunkt gå ud fra at frygten vil os noget.
Skirbekk argumenter baglæns fra de gale følger af indvandrerpolitikken til en motivanalyse og finder ikke humane, men selvretfærdige motiver bag liberal indvandrerpolitik. For samfundets elite opnås langt større grad af selvfølelse og moralsk ophøjethed ved at argumentere mod fremmedfrygt og for det multikulturelle. For at bestyrke denne moralske overlegenhedsfølelse må konsekvenserne hele tiden forties og kritikerne mistænkeliggøres. Også selvom man privat kan se de gale konsekvenser.
 

Det originale ved den norske bog er dens akademiske diskussion. I Danmark domineres indvandrerforskningen stadig af politisk korrekthed, hvor fokus sættes på projekter til kortlægning af danskernes "racisme" og "fremmedfrygt", som om det er eneste eller vigtigste grund til manglende integration. De kritiske vinkler er få og kommer især til udtryk i avisindlæg. Universiteterne befinder sig tiår efter den frie offentlighed. Der bliver sagt flere faktuelle sandheder i en skurvogn end i et auditorium. Men kan det undre i Holbergs fædreland?
 

(Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi og eksterne lektor på Filosofisk Institut, KUA.)
 
 
 
 
 
 

DEN GODE VILJE OG DE GODE FORMÅL
 

Av Olav Engen, Alternativt Samfunn nr. 4 / 2004

Bokomtale: Sigurd Skirbekk m.fl.: «Gode formål - gale følger».
 

Boken «Gode formål - gale følger», en samling av 15 artikler om norsk innvandringspolitikk, ble så vidt nevnt på side 53 i «Alternativt Samfunn» nr. 1/2003. Den fortjener litt oppfølging. Det er en bok som gir innsikt, både for tilhengere og motstandere.
 

Mottakelsen er interessant. Klassekampen, som kaller seg «venstresidens dagsavis» hadde 15. mars en velvillig reportasje fra lanseringen med overskriften: «Avviser flerkulturelt Norge». Ny Tid, representant for en mer dogmatisk venstreside, hadde overskriften: «Et angrep på det flerkulturelle Norge», med undertittel: «Kontroversiell bok om innvandring lansert på brun kafé.» Leseren skal få assosiasjoner til brunskjorter, nynazisme osv. Og begge steder bølget debatten for og imot, mest det siste.
 

Idéen om «multikultur» er en ideologi innen enkelte kretser. Multikulturen oppsto riktignok ikke som følge av en plan, for eksempel slik at våre myndigheter hadde studert eksisterende eksempler på multikultur og funnet ut at «solch ein Ding müssen wir auch haben». Heller ikke oppsto innvandringen som en følge av norsk behov for arbeidskraft. Begynnelsen skyldes tilfeldigheter, får vi vite, eller snarere beslutningsvegring. Allerede før 1970 begynte det å sive inn illegale innvandrere, som ikke ble sendt hjem fordi det kostet for mye.
 

Senere er som kjent menneskesmugling blitt industri. Men den viktigste mekanismen bak innvandringen er en annen. Det fikk Hege Storhaug vite av en av departementets byråkrater i 1997 da hun forhørte seg om det nå så omtalte fenomenet tvangsekteskap:
 

Jeg trodde du var klar over at innvandringspolitikken reguleres gjennom familiegjenforeningslovverket. Hvis du mener at minoritetsungdom bør beskyttes mot disse ekteskapene, betyr det at du ønsker en mer restriktiv innvandringspolitikk.Hege Storhaug er absolutt ingen rasist eller innvandringsmotstander. Hun har sympati for dem som reiser fra fattige land for å skaffe seg en bedre framtid. Under sitt arbeid blant innvandrerungdom, særlig fra Pakistan, fikk hun innblikk i fenomenet, og gav i 1998 ut en bok «Hellig tvang - unge norske muslimer om kjærlighet og ekteskap.»
 

De som av ideologiske årsaker er for innvandring og det flerkulturelle samfunn, opplever at dette kolliderer med andre fine programmer. Noe må vike for det andre, og da ligger menneskerettighetene tynt an, feminisme og kvinnesak likeså. For systemet med arrangerte eller påtvugne ekteskap går særlig ut over jentene, som ikke sjelden utsettes for regelrett voldtekt når ekteskapet skal «fullbyrdes».
 

Er ikke tvangsekteskap like ille for guttene? Nei. I kulturer med sterkt patriarkalske tradisjoner spiller mennene førstefiolin når det gjelder å opprettholde kulturen. Hege Storhaug har intervjuet mange unge gutter av pakistansk avstamning som ikke ønsker å gifte seg med «norske» pakistanerjenter fordi de ikke er «ordentlige» nok. Tvangsekteskap er et middel til å opprettholde gruppens kultur og å hindre at den blir assimilert inn i den norske.
 

En annen viktig og innsiktsfull artikkel er av Olaf B. Halvorsen, og har tittelen «Nordmenn er så dumme.» Han har i 20 år arbeidet med undervisning av voksne innvandrere og har i likhet med Storhaug inngående kjennskap til de aktuelle miljøene. Det blir klart at mange i innvandrermiljøer opplever den norske normløsheten som et problem. Dette kan være en medvirkende grunn til ønsket om å opprettholde sin egen, strengere kultur, og altså ikke bli «integrert», hva nå dette uttrykket måtte innebære. Det er for eksempel ikke uvanlig å sende barn til hjemlandet for å gå på skole der, for så å hente dem tilbake i 17-årsalderen før grensen for familiegjenforening er overskredet. Da kan de sitt hjemlands språk, og behersker ikke norsk. Multikultur er mer enn å akseptere kebab og etnisk musikk, skjønt det er vanskelig å få en skikkelig oppskrift fra tilhengerne om hvordan den skal fungere.
 

De som ønsker seg en mer filosofisk tilnærming til problemene kan glede seg over to artikler av professor Sigurd Skirbekk. Hans bok «Ideologi, myte og tro ved slutten av et århundre» ble omtalt i «Alternativt Samfunn» nr. 2/1999, men er meget lærd og til dels tung å lese. Her får vi en mer populær innsikt i hans tanker. Det er verd å merke seg at det er Skirbekk som får det tyngste skytset fra multikulturalistene i «Ny Tid» og lignende steder.
 

En smakebit:
Når historien om den andre verdenskrig skal gjenfortelles for generasjoner som ikke har opplevd krigen, skjer dette ofte i en form som er egnet til å skape en nødvendig forbindelse mellom et restriktivt innvandrersyn og fremmedfrykt, mellom fremmedfrykt og nasjonalisme, mellom nasjonalisme og rasisme, mellom rasisme og nazisme, og mellom nazisme og folkemord. Føringene i denne fortellingen er egnet til å vekke sterke kollektive følelser og til å ekskludere alle innvendinger som mistenkelig brune. Men det betyr ikke at fortellingen holder en analytisk test.Skirbekk anbefaler falsifiseringstesten. Man skal være på utkikk etter eksempler som ikke passer inn i myten, noe som ikke er så vanskelig i et foreliggende tilfellet. Det er bare å lese illegale aviser fra perioden! En myte kan testes ved å finne motmyten, som her går ut på at motstanden under krigen nettopp skyldes nasjonalistisk motstand mot fremmede inntrengere og fremmed «prøysserkultur». Fremmedfrykt var en gunstig egenskap i denne perioden! Skirbekk har den fordelen at han er omkring 70 år og kunne lese allerede før krigen.
 

«Gode formål - gale følger» er ingen andaktsbok for innvandringsmotstandere, hvis noen skulle tro det. Men det er en bok til å lære av.
 
 
 
 
 
 

Anmeldelse i Nyt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, København 
 

Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk (red.).
(2003). Gode formål - gale følger? Kritisk lys på norsk
innvandringspolitik. Oslo: Cappelen Akademisk Forlag.

Af souschef Bent Jensen, 
 

Med antologien Gode formål - gale følger? søger en gruppe forskere og praktikere at sætte et kritisk lys på norsk indvandringspolitik i bred forstand. Denne politikk har, som forfatterne ser det, inden for rammerne af en universel velfærdsstat været præget af gode viljer, uangribeligemål og en ofte rigelig ressourceallokering - men alt dette er ikke nødvendigvis nok: Gode hensigter kan - hvis ikke politikken er velfunderet - føre til "et hardt, kaldt og konfliktfylt samfunn som utilsiktet konsekvens". Bogen kan herved indskrives i den nyere kritisktradition i norsk indvandrerlitteratur, der ofte behandlerisær det offentliges og de offentligt ansatte sagsbehandlere forhold til ikke-vestlige indvandrere. Tematisk erbogen inddelt i fire dele om arbejdsmarkedet, indvandrerkriminalitet, integration i bred forstand samt mediernesdækning af de fremmede.

Arbejdsmarkedet 
Journalisten Hege Storhaug, som har boet i Pakistan, og i dag har et større forfatterskab om kvinde- og menneskerettigheder bag sig, sammenligner i "Fra turistvisum til ekteskapsvisum" indvandringspolitikken omkring 1970, da de første pakistanere kom til landet, med dagens politik. Gennemgangen af situationen i 1970 bliver til et opgør med en fremherskende antagelse om, at pakistanerne aktivt blev rekrutteret af et arbejdskrafthungrende erhvervsliv. Storhaug argumenterer tværtimod, at pakistanerne på eget initiativ kom til landet på turistvisa, og at erhvervslivet førte en tilbagetrukken rolle. Hendes konklusion er, at hverken pakistanerne eller myndighederne dengang havde noget at skamme sig over: Pakistanerne forfulgte via deres jobsøgning helt forståelige mål om økonomisk og social fremgang. Myndighederne gjorde så måske nok den fejl, at de ikke sendte de subsistensløse pakistanere ud af landet igen, sådan som udlændingeloven krævede det. Til deres undskyldning tjener imidlertid, at de ikke vidste, hvilke kræfter de stod overfor.

Helt anderledes problematisk er, mener Hege Storhaug, myndighedernes ageren i dag, og det samme gælder lederne af de etniske minoriteter. Fællesnævneren er tilslutningen til familiesammenføring, som kommer til at fungere dels som kanal for en meget betydende del af indvandringen, dels som ekstremt kvindeundertrykkende.

Som journalist har Storhaug dækket nogle af de første sager, hvor unge kvinder brød ud af tvangsægteskaber. Selv har hun til gode at møde nogle af disse kvinder, der efter ægteskabets opløsning ikke lider af omfattende posttraumatiske lidelser. Når indvandrerpolitikere alligevel undgår at tage tvangsægteskabet op i den politiske debat, skyldes det, at de er bange for, at det vil føre til krav om begrænsninger i retten til familiesammenføring. Ønsket om at fastholde dette eminente middel til fortsat indvandring overskygger dermed langt bekymringen for den systematiske krænkelse af unge kvinder. Heller ikke det offentlige apparat undgår kritik: Myndighedspersoner, der er tilhængere af "en liberal indvandringspolitik", har direkte anklaget forfatteren for at være en strammer på udlændingeområdet, eller som Storhaug citerer en justitsministeriel embedsmand for at belære hende om:

Jeg trodde du var klar over at innvandringspolitikkenreguleres gjennom familiegjenforeningslovverket. Hvis du mener at minoritetsungdom bør beskyttes mot disse ekteskapene, betyr dette at du ønsker en mer restriktiv innvandringspolitikk (s. 22).

Storhaug går videre: Familiegenforeningerne reproducerer traditionelle ægteskabsmønstre i Pakistan med giftermål mellem fætre og kusiner, der i et agrart samfund fastholder jorden inden for familien, men genetisk fører til flere misdannelser hos nyfødte. Desuden bidrager den fortsatte tilgang af mennesker fra et stærk religiøst samfund til, at integrationsprocessen sættes tilbage. Den fastholder
også patriarkalske familieformer og værdier, der disharmonerer med et moderne demokratis. Endelig peger forfatteren på, at denne indvandring ikke sigter mod en arbejdsmarkedsdeltagelse, men på et liv finansieret af offentlige midler. Herved nærmer Storhaug sig bogens første dels overordnede tema, arbejdsmarkedet, selvom det i øvrigt kan undre, at redaktionen har placeret teksten her. Konklusionen er dog under alle omstændigheder klar: Der bør som et minimum indføres et lovforbud mod giftermål mellem fætre og kusiner, og det ville også være rimeligt at overveje regler, der begrænser særlige gruppers ret til familiesammenføring.

Økonomen og professor emeritus Tore Thonstad sætter i "Oversette sider ved arbeidskraftimport" kritisk lys på den antagelse, der også er god latin hos det norske arbejdsdirektorat, at en stigende ældreforsørgerbyrde bør løses gennem import af arbejdskraft. Thonstads argumentation former sig som en kvalificeret, men ret teknisk kritik af de officielle prognoser. Blandt de mere principielle forhold nævner han, at indvandrere næppe vil opnå en beskæftigelsesgrad, der er sammenlignelig med den norske befolknings. Desuden skaber indvandring behov for investeringer i boliger, infrastruktur og kapitalapparat, der i sig selv vil være arbejdskraftforbrugende. Dertil kommer, at der skal en virkelig storstilet indvandring til for at ændre på aldersfordelingen, og en sådan indvandring vil skabe øget lønkonkurrence blandt ufaglærte nordmænd og samtidig bidrage til et mere skarpt opdelt arbejdsmarked. Det demografiske udgangspunkt er i det hele taget heller ikke så dårligt som i Sydeuropa, da fertiliteten har været højere i Norge. Ældreforsørgerbyrden vil dermed ikke være så accelererende som andre steder.

Thonstads fremstilling er relevant, allerede af den grund, at den går mod tendensen i så mange af denne type beregninger, der via fikseringen alene på antallet af erhvervsaktive uden problemer kunne indskrive sig i en fysiokratisk tradition, hvor en stor arbejdsstyrke i sig selv blev opfattet som et absolut gode. Eksempelvis savner man næsten altid refleksioner over, hvordan denne arbejdsstyrke så bliver sammensat: Hvilke kvalifikationer med den gældende erhvervsstruktur og teknologi, hvilke demografiske karakteristika vil den have, og hvordan vil dens økonomiske incitamenter blive i samspillet med den konkrete type af velfærdsstat?
 

Også dr.scient. og tidligere professor og seniorforsker Ottar Brox, kaster sig i ""Norge trenger mer arbeidskraft": dårlig argument for en god sak" over fortalerne for import af arbejdskraft. Brox mener, at der råder almindelig enighed i de politiske partier om, at det er nødvendigt med denne import. Herved har Socialdemokraterne og venstrefløjen reelt svigtet de lavestlønnede nordmænd, idet partierne i praksis har sanktioneret en hård lønkonkurrence. Det har igen ført til, at disse arbejdere ikke længere stemmer socialistisk, hvad der har fået det politiske system til at bryde sammen: Der eksisterer ikke længere nogen realistisk opposition til de borgerlige. Da indvandrerne med en vis øget integration ikke længere vil acceptere de lave lønninger, opstår hos arbejdsgiverne behovet for yderligere indvandring. Spiralen stopper ikke - heller ikke ulighedsspiralen.

Konklusionen bliver aldrig helt eksplicit hos Brox, men kunne sandsynligvis udlægges som følger: Venstrefløj og fagbevægelse bør tage sit ansvar på sig - selv om begge bevægelser hæmmes af idealistiske akademikere i egne rækker - og arbejde imod en yderligere indvandring af billig arbejdskraft.

Uden direkte sammenhæng med arbejdsmarkedstemaet, men redaktionelt placeret inden for dette, skriver magister i statsvidenskab, universitetsbibliotekar Bredo Berntsen et indlæg mod indvandring, der er begrundet i økologien. Befolkningseksplosionen er ganske vist ikke et europæisk problem, men Norge burde tage ressourceproblemerne alvorligt og søge at undgå en befolkningstilvækst. Da den naturlige befolkningstilvækst i Norge er begrænset, sker befolkningstilvæksten gennem indvandring, og man må følgelig kæmpe imod yderligere indvandring. Undervejs i fremstillingen får læseren en gennemgang af 1970'ernes og 1980'ernes økologiske litteratur, og udsigten til et kommende globalt økologisk sammenbrud tegnes op, tildels uden at denne tilgangs relation netop til norsk indvandringspolitik bliver overbevisende argumenteret igennem.

Integrationen 
Bogens integrationsdel indledes med et indlæg af pædagogen, rektor Anders Slaatsveen, der i et bidrag, som prioriterer det polemiske over dokumentationen, spørger "Hvem hindrer integreringen?" Slaatsveen mener, at bare det at stille spørgsmålet er politisk ukorrekt - og hans svar må under alle omstændigheder være det. Han hævder således, at ansvaret i det store hele ikke ligger på norsk side. Det er ikke bare fejlagtigt, det er også farligt at påstå dette, fordi det trækker analysen væk fra, hvad den egentlig burde interessere sig for: De magtcentre i indvandrermiljøerne, der ønsker at fastholde lejrtænkningen og polariteten mellem dem og os, og derfor modarbejder integrationen. Det er således først og fremmest disse magtcentre, der blokerer for andengenerationens muligheder for integration - også via koranskolerne, der reproducerer en fuldstændig autoritetstro verden, hvor Koranen er den eneste sandhed - og de blokerer for andengenerationens muligheder for at leve det gode liv ved frit at vælge det bedste fra forældrenes tilværelse og fra det norske samfund.

Medansvarlige for denne fortrængning af, hvor problemerne reelt befinder sig, er det hjemlige moralske herrefolk i form af borgerlige liberale og en degenereret venstrefløj.

Venstrefløjen er degenereret ifølge Slaatsveen, fordi den har afstået fra skarp analyse og kritisk refleksion til fordel for emotion og ensidighed og et meningstyranni, der ligeledes præger en dårligt orienteret presse.

Voksenunderviseren, cand.mag. Olaf B. Halvorsen peger ligeledes, i en bearbejdning stærkt bygget på tyve års erfaring med undervisning i norsk og samfundsbeskrivelse for indvandrere, på, at ansvaret for den mangelfulde integration ikke ligger hos nordmændene, selv om man nogle gange ud fra medierne og meningsdannerne kan få det indtryk, at racisme og diskrimination er en norsk nationaldisciplin på linje med langrend og skøjteløb.

I analysen hæfter han sig ved de forhold hos især demuslimske indvandrere, der virker hæmmende for integrationen.  Først og fremmest peger forfatteren på, at man med de muslimske indvandrere har fået en ny underklasse med en meget ringe uddannelsesbaggrund. Mange er analfabeter, og næsten ingen har gennemgået et skoleforløb med vægt på abstrakt tænkning og indlæring af demokratiske værdier.

I stedet har grundskolerne indlært helt konkrete - ofte mangelfulde - færdigheder, der, når det     gælder samfundsforhold, har en chauvinistisk karakter, som måske nok har opbygget selvtilliden, men ikke evnen til at sætte sig ind i et nyt lands demokratiske system. For en elev, der som voksen er uden læringsstrategier, er der tale om et så stort handicap, at selv nok så megen norskundervisning kan komme til kort.

Til de manglende kundskaber kommer så yderligere en rigid fastholden i Koranens værdier, der blokerer en integration i et vestligt, demokratisk system med respekt for mindretal og ytringsfrihed. Den indlærte barnelærdom cementeres yderligere af de norske imamer. Halvorsen registrerer således en omvendt racisme i nogle indvandrergrupper, og ser "brune farver" (og her tænker han ikke på hudfarven) i "det farverige fællesskab".

Mange indvandrere er i det hele taget ikke interesseret i integration. De kommer fra feudale samfund, hvor mennesker ejer hinanden. Forældre ejer deres børn, mænd deres koner, familien, klanen og religionen deres medlemmer og tilhængere. Halvorsen spørger: Hvorfor skulle disse mennesker interessere sig for regler og love fastsat af det norske samfund? Alt i alt bliver det - uanset ressourceindsatsen - meget svært at undervise sig ud af integrationsproblemet. Det næste spørgsmål, der må melde sig hos læseren, er: Hvad kan så virke integrerende?, og forestillingen om nødvendigheden af krav til opholdsgrundlaget trænger sig på.

Det sidste bidrag under temaet "Integration" er sociologen, ph.d.-studerende Anila Naunis analyse af "Kosovoalbanernes selvbilde". Kosovoalbanerne udgør en temmelig stor indvandrergruppe i Norge, og i medierne bliver de forbundet med alvorlig kriminalitet, især narkokriminalitet. Her finder Nauni, at det norske samfund har et medansvar for gruppens manglende integration, idet kriminaliteten i medierne bliver tolket som kulturelt betinget. Dvs. at alle i gruppen potentielt kan opfattes som kriminelle, hvilket kan vise sig at blive selvopfyldende. Ellers er kapitlet præget af en solid analyse af, hvad der former den albanske gruppes identitet, hvor der bl.a. peges på flygtningebaggrunden, og at albanerne også i det tidligere Jugoslavien var undertrykte.

Indvandrerkriminalitet 
Herefter er vi så ovre i bogens tredje del, der omhandler indvandrerkriminaliteten. Ole Petter Parnemann, politimester med tidligere erfaringer fra udlændingekontrollen, beskæftiger sig i det første bidrag med politiets rolle ved grænsekontrollen. Det fremgår, at Norge som et åbent samfund er særdeles let at komme ind i illegalt, og det fremgår også, at landet formentlig har ry blandt potentielle asylansøgere for at være mere liberalt indstillet end så mange andre lande.

Parnemann kan dokumentere, at op mod 80 pct. af alle asylansøgere i 2001 mødte op hos politimyndighederne uden identifikationspapirer. Mange fortalte, at de inden indrejsen var blevet rådet til dette af de menneskesmuglere, der havde stået for transporten. Rationalet skulle være, at de ved at fremvise deres papirer for let kunne afvises ved asylbehandlingen. Mange har sandsynligvis også erfaring med et asylafslag i et andet europæisk land, og også dette ville kunne dokumenteres, hvis de fortsat var i besiddelse af eget pas.

Intet tyder dog på en barskere fremgang ved asylbehandlingerne i fremtiden. Parnemann omtaler nemlig, at de norske myndigheder i dag repræsenteres af embedsmænd fra udlændingestyrelsen og ikke som tidligere af politiets eksperter ved det første møde i asylbehandlingen - asylinterviewet - hvor asylansøgningens baggrund søges afdækket. Motivationen for denne ændring skulle være et
ønske om, at asylansøgerne skulle få et blidere møde med det norske samfund. Og det i en tid - sukker politimanden - hvor politiets behov for viden om indvandrermiljøerne er så absolut stigende.

Sociologen, og lektor i sociologi og kriminalvidenskab, Pål Frogner ser på, om indvandrerne er mere kriminelle end nordmændene. Udgangspunktet for en analyse er ifølge forfatteren dårligt, da der i Norge er en stor mangel på kvantitativ forskning på området, formentlig - mener Frogner - som følge af selvcensur. Også forskning i offerbilledet mangler: Er indvandrere overrepræsenterede som ofre for kriminalitet?

Forskningssituationen er dog ved at ændre sig, idet nye projekter på Statistisk sentralbyrå er kommet med nogle interessante resultater, mens universiteterne stadig er helt passive ved analysen af indvandrerkriminalitet. Derpå går Frogner løs på teorien og tallene, og når frem til, at det ikke er overraskende, når medieforskere har påvist, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret i avisernes omtale af hård kriminalitet. Sådan er det nemlig også i retssalene. Men selv om statistikken er ved at blive bedre, efterlyser Frogner tal opgjort på landebaggrund, idet de anvendte kategorier i dag er alt for brede: Ikke-vestlige indvandrere, indvandrere fra Østeuropa etc. Endelig
efterlyser han arbejder, der går ud over det rent deskriptive, idet det endnu ikke er lykkedes at indkredse hvilke baggrundsvariable, der for alvor forklarer overrepræsentationen: De norske kriminologer må altså komme ud over berøringsangsten - også af hensyn til indvandrerne selv, idet forebyggende og offerbeskyttende arbejde kræver en præcis viden om kausaliteten.

Indvandrerforskeren Inger-Lise Lien søger at besvare, hvorfor unge ikke-vestlige indvandrere er stærkt overrepræsenterede i Oslos ungdomsbander. Forsøget tager form af en skitse bestående af en række supplerende hypoteser: Indvandrerungdom reagerer med bandedannelse som følge af statustab, intolerance i indvandrermiljøet selv, uklare forældreroller i det nye samfund, oppustede æresbegreber uden moralsk indhold, svage normer og sanktioner i det norske samfund etc. Forfatteren betoner, at det ikke er muligt at komme med en samlet forkromet teori, der giver det endelige svar. Løsningsforslagene bliver også noget tentative á la "vi må gennemdiskutere æreskodeksene og udvikle alternative tænkemåder om respekt og identitet".

Medierne 
Det sidste tema om indvandrere og medier indledes af cand.mag. Sten Morten Henningsmoen, der er ansat ved Oslo Universitets Institut for Sociologi og Samfundsgeografi, og som i et teoretiserende indlæg analyserer begrebet "det flerkulturelle samfund". Dette begreb er således
blevet et mantra i den kulturelle og politiske elite, der ikke tøver med at fastslå, at nordmændene allerede lever i et flerkulturelt samfund, hvad enten de kan lide det eller ej. Man har næsten erklæret sig selv som racist, hvis man offentligt tager afstand fra ideen. Her nævner forfatteren også den modstand, Karen Jespersen mødte i Danmark, da hun erklærede, at hun ikke ønskede et multikulturelt samfund.

Ud fra en analyse af de to begrebers betydningsindhold søger forfatteren at vise, at det egentlig er et paradoks at tale om flerkulturrelle samfund. Et samfund er en gruppe mennesker, som bl.a. lever inden for et afgrænset geografisk rum, knyttet til hinanden gennem et netværk af sociale relationer. Men et samfund kendetegnes også ved en fælles kultur, som individerne netop har lært via deres
egenskaber som samfundsmedlemmer. Via kulturen har disse samfundsmedlemmer etableret et meningsbærende system, der giver regler for social handling, og som samtidig skaber en nødvendig fællesskabsfølelse. Et flerkulturelt samfund vil efter denne opfattelse bestå af flere parallelsamfund, der lever deres eget liv og har hver sine målsætninger.

Over for det flerkulturelle samfund, der teoretisk hviler på kulturrelativismen - dvs. antagelsen om at alle kulturer er lige værdige, og som egentlig alene blev udviklet som en forskningsstrategi inden for socialantropologien - peger forfatteren på, at en samlende national kultur historisk set har været en forudsætning for fremvæksten af demokrati og velfærdsstater i Vesten. Henningsmoen spørger videre:
Men er det virkelig slik at man tror at mennesker vil leve fredeligere sammen, at forståelsen mellom ulike grupper vil øke dersom de ulike gruppene i større og større grad skal få dyrke sin egen kultur, samtidig som det felleskulturelle skal få mindre og mindre betydning? Dette må være ønsketenkning. Erfaringer fra samfunn som i ulik grad har gjennomført en eller annen form for multikulturalistisk politikk, tyder snarere på det motsatte. Det finnes en rekke eksempler rundt om i verden på at manglende felleskulturel identifikasjon og svekket politisk styring har ført til konflikter basert på etniske og kulturelle skillelinjer (s. 175).

USA er gang på gang blevet fremhævet som "multikulturalismens hjemland", hvor ideen om mangfoldighed og mangfoldigheden selv er blevet betragtet som et samfundsmæssigt gode. Henningsmoen påstår imidlertid med henvisning til en længere række analyser, at dette billede på mange måder er en illusion. Samfund behøver sammenhængskraft, og kultur er for samfundet, hvad identitet er for individet, en ganske vist abstrakt, men alligevel konkret organiserende og strukturerende drivkraft, der ikke er til at udskille og isolere i sig selv.

Det næste indlæg er heller ikke direkte forbundet med traditionelle medieanalyser, idet professor i sociologi ved Oslos Universitet, dr.philos. Sigurd Skirbekk i kapitlet "Den antinasjonale myte" tager fat på at rehabilitere nationalstaten. Han peger på, at der i vore dage og i vores del af verden næppe er nogen grund til at hævde, at national identitet er bærer af en særlig ondartet variant af "vi/de andre inddelingen" - eller udtrykt på en anden måde: En national identitet avler ikke per automatik xenofobier. En national identitet kan tværtimod gøre det lettere at acceptere, at også andre folk kan have sine særheder.

Sammenhængen mellem nationalisme og racisme er heller ikke entydig: Nationalisme hænger ifølge Skirbekk lige så meget sammen med slægtsidentitet som med identitet i en bestemt race. Det man i stedet ifølge Skirbekk må advare mod, er de absolutte forestillinger af enhver art. Absolutte forestillinger uden korrektiv i offentligheden kan således føre til ekstreme handlinger. Og forfatteren
ser absolutte træk ved de offentlige meningsdannere i Norge.

Afsluttende peger Skirbekk på, at denne diskussion om national identitet selvsagt ikke er uden praktiske implikationer: Når norske myndigheder ikke tør udvise autoritet over for indvandrerne, vil imamernes autoritet blive desto større. Ofrene kan blive indvandrerkvinder og andre, som talsmænd for den antinationale myte hævder, at de tager specielt hensyn til.

I det næste indlæg tager Skirbekk fat på fremmedfrygten, som det officielle Norge søger at kontrollere og stigmatisere,
jf. f.eks. parolen: "En fremmed er en ven, som du endnu ikke har lært at kende" og en statsminister (Jens Stoltenberg), der ved sin embedstiltrædelse udtaler, at det burde blive strafbart at sprede fremmedfrygt.

Skirbekk peger tværtimod på, at nogle former for frygt er rationelle. Evolutionsmæssigt - Skirbekk griber gerne til biologiske argumenter - havde menneskeheden næppe overlevet uden frygten som en del af det psykiske beredskab, og virkeligheden er næppe så rosenrød i dag, at der kan slukkes for denne del af menneskets følelsesregister: "Bliver vi realister av bare å søke etter de lyse sider i tilværelsen? Befinner vi oss i et Utopia der lystprinsippet og realitetsprinsippet er blitt sammenfallende?" Tværtimod har et lands borgere pligt til at frygte en uheldig social og kulturel udvikling, der kan blive ødelæggende for deres børns og børnebørns livsvilkår. Dette krav gælder, hvad enten det er en amerikansk kultur med voldsforherligelse og hedonistisk selvdyrkelse og materialisme, eller fremmede kulturer med absolutistiske elementer.

Stillet over for meningselitens påstand om, at den forsvarer svage gruppers rettigheder, og at fremmedfrygt over for minoritetsgrupper nødvendigvis må være moralsk forkert, spørger Skirbekk, om det nu også nødvendigvis er rigtigt, at indvandrerne er svage.

Ikke nødvendigvis: Et mål for evolutionsmæssig styrke er - ifølge Skirbekk - en bestemt populations relative andel af efterkommerne i forskellige populationer. Her notererStatistisk sentralbyrå en tredobling af registrerede muslimer over tiårsperioden 1990 til 2000. Globalt set er europæeren også numerisk truet, mens befolkningen i den tredje verden stormer frem. Konklusionen er ifølge Skirbekk, at der er et behov for stærke norske og europæiske eliter med en målsætning om at styrke de formentlige "svage" europæiske populationer: "...tapende europeere,
som ikke klarer å reprodusere tilstrekkelig mange etterkommere med en moralsk forpliktelse til å videreføre europeisk kulturarv..." (s. 197).

Modstandere mod indvandring kan altså være mere realistiske end tilhængere. Alligevel advarer forfatteren mod at tage alle modstandernes argumenter for gode varer. Muslimers kritik af vestlig kultur for at være dekadent, kan have noget på sig: En kultur, der ikke formår at reproducere sig selv, og hvor produktionen ikke tilpasses de økologiske rammer, må således med nogen ret betegnes som dekadent.

Mange muslimer ved, at demografi og kulturel askese kan gøre dem til historiske vindere. Islam er  derfor ikke nødvendigvis en voldelig udfordring, som tilfældet var i ekspansionstiden i 600- og 700-tallet, men en civilisatorisk udfordring. Forfatteren peger på behovet for en vestlig moralsk mobilisering på et demokratisk grundlag, hvor disciplin og overindividuelle idealer bør være en integreret del, som det var i den norske modstandskamp mod tyskerne 1940-45:

Frykten for tyskerne lot sig transformere til noe positivt, en innsikt i at moderne, differensierte samfunn trenger disiplin og overindividuelle idealer for å klare seg. Samfunn basert på disciplin kunne vinne over samfunn som ensidig dyrket friheten, men samfunn basert på frihet og disciplin kunne vise seg å være de mest overlegne. Med erfaringerne fra krigens dager i minnet kan det synes underlig at den islamske utfordringen ikke vekker en tilsvarende mobilisering i våre dages vestlige demokratier (s. 201).

Bogen afsluttes med indlægget "Hva må gjøres?" af sociologen, professor Tore Lindbekk. Her er nærmest tale om et indvandrerpolitisk manifest byggende på bogens analyser med mange brede erklæringer af typen: "Vi ønsker et samfunn med flere farver og fasetter. Men vi ønsker ikke at det danner seg flere delsamfunn helt på siden av det "normale" samfunnet og uten lojalitet og forpliktelse overfor fellesskapet".

Et vigtigt middel må her ifølge forfatteren være en justeret indvandringspolitik, der ikke tillader en indvandring af så store dimensioner, at det forhindrer en fortsat integration af de indvandrere, der allerede er i landet. Norge har forsømt dette ved at have en indvandringspolitik, der er mere liberal end det europæiske gennemsnit, hvilket har ført til, at Norge relativt set har en større indvandring end andre europæiske lande. Eventuelle nye liberaliseringer vil formentlig yderligere stimulere potentielle indvandreres tolkning af Norge som et indvandringsvenligt og "blødt" land.

Forholdene på det norske arbejdsmarked er ikke noget stærkt argument for øget indvandring. Man må i stedet inddrage de mennesker, der allerede er i landet, og i værste fald må myndighederne eventuelt supplere med helt målrettede rekrutteringsinitiativer i udvalgte lande. Angående kriminalitetstruslen må befolkningen kræve optrapning af politiets indsats, og politiet bør konsekvent tildeles ansvaret for asylinterviewet med det sigte at øge dets kendskab til miljøerne.

Kulturelt og sprogligt kan, argumenterer Lindbekk, et initiativ være, at besiddelsen af norske sprogkundskaber knyttes til opholdstilladelsen, og at norskundervisning bliver gjort obligatorisk. Samfundet bør også insistere på individets værdighed - også kvinders og børns - og det må betone samfundsmedlemmernes forpligtelse over for nationalstaten. På dette punkt bliver manifestet meget konkret: Udfordringen kommer også fra nogle af de norske "postmoderne" miljøers relativisme og påstået individualistisk begrundede ligegyldighed.

Endelig må man stille krav om en helt åben og ærlig offentlig diskussion i indvandrerspørgsmålet. Fortielse og selvcensur hjælper ingen - heller ikke indvandrerne.

Samlet vurdering 
Målet med bogen er at fremme en fordomsfri debat om indvandringspolitikken og bidrage til en større åbenhed om de ubehagelige sider af migrationerne. Forfatterne er da også gennemgående særdeles frigjorte fra berøringsangst, de bringer relevante og til tider overraskende problemstillinger
frem i lyset, og hidtidig mere eller mindre fortrængt viden bliver lagt frem til debat.

Det skæmmer enkelte af kapitlerne, at der mangler udblik til situationen og forskningen i andre lande. Thonstad citerer eksempelvis et værk af den svenske professor Eskil Wadensjö, der gennem efterhånden mange år har forsket i de samfundsøkonomiske konsekvenser af indvandringen. Problemet er blot, at der er tale om et værk fra 1973, skrevet i en helt anden fase af indvandringsregimet. Det havde for et norsk publikum været ulige mere oplysende at stifte bekendtskab med den svenske forskers mange nye analyser på området.

Enkelte indlæg er stærkt essayprægede, og nu og da på grænsen til interesse for moralsk oprustning, og det giver bogen en noget ujævn kadence. Men så er der de jordnære og oplysende indlæg af praktikere som Halvorsen og Slaatsveen, der igen løfter bogen. Mange af indlæggene har også det efterlyste overblik over udenlandsk forskning på området, og giver dermed ved siden af indsigten i, hvad der lige nu rører sig i Norge, en introduktion til noget af den nyeste internationale forskning.

Alt i alt giver antologien først og fremmest stof til eftertanke. Det er forfriskende, at intellektuelle formentlig fra en bred del af det politiske spektrum samt jævne praktikere kan tage fat på en debat om indvandringen, der ligger meget langt fra det, der undertiden tegnes som det politisk korrekte.
Den intellektuelle elite har formentlig brug for dette modspil.
 
 

Rockwool Fondens Forskningsenhed: Nyhedsbrevet er ikke ophavsretligt beskyttet og må frit citeres eller kopieres med fornøden kildeangivelse. 
Ansvarshavende redaktører: Forskningschef Torben Tranæs og souschef Bent Jensen.Adresse: Sejrøgade 11, 2100 København Ø. E-post: rff@rff.dk. Hjemmeside: www.rff.dk  

 
 
Mål: Verdens mest inkluderende samfunn

Kronikk i Dagsavisen 7.  januar 2006, Jens Stoltenberg

 
 "Mandag denne uken ble det nye integrerings-og mangfoldsdirektoratet (IMDi) åpnet. Dette er ikke bare starten på en ny offentlig organisasjonsstruktur, men en markering av erkjennelsen av at for å lykkes med inkludering må vi tenke på nye måter. Vi kan skape et av de mest vellykkete inkluderende fellesskap verden har sett, men for å lykkes med å åpne fellesskapet trenger vi flere med på laget. Integrering og inkludering skjer ikke på norskkurs eller på offentlige kontorer. Det skjer i lunsjpausen på jobben, på sommerfesten i nabolaget eller når man står sammen på sidelinja og heier fram lilleputtlaget.

For et par år siden kom debattboken ”Gode formål – gale følger?” om norsk innvandringspolitikk. ”Om vi har aldri så gode og hjertevarme intensjoner med vår politikk, kan den likevel føre til et hardt, kaldt og konfliktfylt samfunn som utilsiktet konsekvens” skrev redaktørene Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk. Det er en viktig påminnelse. God vilje er ikke nok for å lykkes med god inkludering. Det er gjort mye godt arbeid gjennom de siste årene, men det er også gjort feil. Nå trenger vi å lære av de gode erfaringene og nye tiltak for å lykkes. Målet er at de som bor i dette landet skal oppleve tilhørighet og medlemskap i fellesskapet, med de muligheter det gir."